|
Egnsteatrene er igen til diskussion. Søndag Aften giver en kort Danmarkshistorie om lovgivningen for egnsteatre.
Første gang egnsteatrene kom med i teaterloven var i 1976, hvor staten refunderede 25% af
kommunernes udgifter til børneteater og opsøgende teater. 70'ernes mangfoldige ændringer i
teaterbilledet med mange nye gruppeteatre og lokale teatre førte til, at man allerede få år
senere opprioriterede området. Der var en øget kommunal interesse for feltet og der var et
statsligt ønske om at bakke op om denne interesse ved at animere kommunerne gennem
gulerodsprincippet, automatisk statslig refusion.
Refusion på 50%
I 1979 hævede man refusionen til egnsteatrene fra de hidtidige 25% til 50%. Dette har siden
været udgangspunktet for al diskussion om den statslige støtte til egnsteatrene. I
bemærkningerne til lovændringen stod bl.a. at det er "en underliggende forudsætning for
forslaget...at den kommunale beslutning ... har en kvalitativ vurdering". Den statslige støtte
kunne ikke overstige 50% af de enkelte teatres lønudgifter og heller ikke overstige 200
"lønmåneder".
Det udvalg om børneteater og opsøgende teater, der udarbejdede grundlaget fra 1979-loven
definerede et egnsteater som "teater der arbejder i, udgår fra og i væsentlig grad beskæftiger
sig med en bestemt egn".
Efter 1979-loven var egnsteatrenes største bekymring, at de var underlagt 1-årlige bevillinger
og at der var en meget tæt politisk styring fra kommunernes side. Kommunerne var blandt andet
utilfredse med, at mange egnsteatre spillede uden for kommunen - for at sikre sig
tilstrækkelige indtægter.
Blandt de egnsteatre som fik støtte, da 1979-loven trådte i kraft, var: Det lille Teater,
Marionetteatret, Teaterbutikken, Jan Zangenbergs Teater, Jytte Abildstrøms, Turnus,
Comedievognen, Høje-Tåstrup Egnsteater, Ishøj Teater, Masken, Banden, Møllen, Odin Teatret,
Team Teatret, Svalegangen, Filuren, Gruppe 38 og Jomfru Ane Teatret. Når man tager i
betragtning, at de fleste af disse teatre var meget unge i 1980, er det en forbavsende stor del
af disse teatre, som fortsat er levende scener.
Refusionen falder
I 1988 afgav et kulturministerielt udvalg betænkning 1132 om teaterloven. Udvalget foreslog, at
den automatiske refusionsordning skulle erstattes af sagkyndig vurdering af det daværende
Teaterråd. Teaterrådet skulle kunne graduere støtten, først og fremmest for at kunne skabe
større geografisk spredning af teaterudbuddet. Desuden foreslog udvalget, at definitionen af
egnsteater skulle ændres, så den ikke var knyttet til begrebet "børne- og opsøgende teater".
Udvalget foreslog, at ordet "egnsteater" skulle erstattes af ordet "lokalteater".
I begyndelsen af 1989 fremsatte daværende kulturminister Ole Vig Jensen (Rad.) et samlet
forslag til ny teaterlov. Forslaget fulgte udvalgets forslag op ved at fjerne den automatiske
statsrefusion i landsdelssceneområderne. Dette blev blandt andet begrundet med, at 20 af de 30
eksisterende egnsteatre var placeret i de store byområder, hvor der i forvejen er et betydeligt
udbud af teater.
I forslaget blev definitionen også ændret til et bredere felt: egnsteatrene kunne varetage
opgaver som opsøgende teater, teater for børn og unge, voksenteatervirksomhed, samarbejde med
amatører, egnsspil og deltagelse i dramapædagogisk arbejde.
Dette lovforslag blev ikke færdigbehandlet i Folketinget. Kulturminister Ole Vig Jensen
genfremsatte forslaget sidst i 1989 med få ændringer. Nu blev det foreslået, at hele ordningen
skulle være rammestyret. 20 % af bevillingen blev foreslået afsat til Teaterrådet til en særlig
pulje til egnsteatre. Resten skulle fordeles forholdsmæssigt blandt de indkomne ansøgninger fra
kommuner og amter, herunder også landsdelsscenekommuner og -amter. Der blev fastlagt en øvre
grænse på 75% statsrefusion.
Dette forslag blev vedtaget i 1990 med den ændring, at der ikke blev afsat en særlig pulje til
Teaterrådets fordeling.
14-dages teatre
Begrænsningen af refusionen fik de større kommuner - især København og Århus - til at anvende
egnsteaterpuljen mere kreativt end Kulturministeriet havde forestillet sig. I de to kommuner
var der en lang række teatre, som fik kommunal støtte uden at være omfattet af
egnsteaterordningen. Set fra kommunernes side var der tale om teatre, der også havde national
betydning for teaterudviklingen (i København eksempelvis CaféTeatret), hvorfor kommunerne
etablerede små egnsteaterordninger for disse teatre. I teaterlovsdebatten blev de herefter
benævnt "14-dages egnsteatre".
I 1994 vedtog Folketinget et forslag fra Kulturminister Jytte Hilden, så statens
efterregulering af statsrefusionen ikke kunne overstige forskudsudbetalingen. Budgetterne
skulle altså holdes og kunne ikke længere besluttes bagud.
Ind kommer små storbyteatre
Dette blev forløberen for den egentlige ændring fra 90'erne, hvor man i 1995 vedtog at dele
egnsteaterstøtten i to dele: egnsteatre og små storbyteatre. De små storbyteatre blev defineret
som teatre i Københavns, Frederiksberg, Odense, Aalborg og Århus kommuner. Egnsteatrene kunne
kun ligge i andre kommuner. Egnsteatrene fik igen 50% refusion. De små storbyteatre blev
omfattet af rammestyring. Dertil kom en nyt statsligt krav til kommunerne, at der blev indgået
flerårige aftaler mellem kommunerne og teatrene (både egnsteatre og små storbyteatre).
I december 1998 udsendte Opgavekommissionen (se Søndag Aften Arkiv) sit forslag til fremtidig
administrativ deling. Her var forslaget, at al støtte til egnsteatre skulle lægges ud til
kommunerne.
Stor ståhej for ingenting
I 1999 afgav et udvalg en ny betænkning om Teaterloven. Dette udvalg fastholdt refusionen for
egnsteatrene, men ønskede minimumssatsen for støtte hævet til 2,5 mio (2000 kr). På dette
tidspunkt var minimumssatsen ca. 2,0 mio kr. Udvalget ville gerne foreslå, at de små
storbyteatre også fik 50% refusion, men undlod at stille det som forsalg af hensyn til
merudgifterne ved dette. Udvalget foreslog også en minimumsstøtte på 2,5 mio kr. til de små
storbyteatre.
Endelig foreslog udvalget også, at alle egnsteatre og storbyteatre i Hovedstadsområdet skulle
styres fra Hovedstadens Udviklingsråd.
Udvalgets forslag sandede ud, idet høringsforslag til ny lov fra Kulturminister Elsebeth Gerner (Rad.) aldrig blev til et egentligt lovforslag.
VK-regeringen
I 2003 fremlagde Kulturminister Brian Mikkelsen (Kons.) en samlet teaterpakke. Her var
perspektivet, at etablere forsøg i udvalgte amter. Disse forsøg havde til hensigt at skabe
teaterpolitisk helhedstænkning i amterne. De samlede statslige teaterpenge skulle lægges ud til
amter og kommuner i fællesskab. Resultatet måtte gerne blive at teaterstøtten blev koncentreret
blandt færre teatre.
Den samlede teaterpakke faldt i den politiske debat og forsøgstanken, som ikke krævede
lovændringer, blev overhalet af næste initiativ, Strukturreformen.
Strukturreformen
I Strukturkommisionens betænkning fra januar 2004 blev foreslået, at alle automatiske
refusionsordninger skulle afskaffes. Dette blev fulgt op i regeringens lovforslag om
kommunalreform fra februar 2005, hvor det blev foreslået at ændre egnsteaterstøtten fra en
automatisk refusionsordning til en rammestyret refusionsordning. Det blev begrundet i "en mere
hensigtsmæssig budgetlægning" for Staten.
Denne del af lovforslaget blev opgivet. I stedet kom en politisk aftale, hvori der
konkluderedes: "i løbet af efteråret 2005 at drøfte, hvorledes det sikres, at beslutninger om
støtte til egnsteatrene og eventuelt de små storbyteatre sker på baggrund af teaterfaglige
kvalitetsvurderinger."
Oktober 2005 udarbejdede Kulturministeriet et notat, som foreslår, at den automatiske
refusionsordning skal erstattes af rammestyring, hvori pengene prioriteres af Kunstrådets
udvalg for Scenekunst.
Vi venter spændt på næste kapitel.
Læs også:
Nationalisering af egnsteatrene
Mere magt til ministeren
Teaterlove 1962-2002
Søndag Aften 12/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
